Mit navn er Stefan Rauff Bartholl.
Jeg har boet 11 år i Århus og bor nu i København. Derudover har jeg boet mange steder i mit liv og rejste som så mange andre unge rundt og opdagede verden.
Jeg rejste rundt i Egypten nogle måneder og oplevede at bo sammen med en familie med en helt anden kulturel baggrund og religion end den danske. Senere boede jeg nogle måneder i London og levede det vilde liv med andre unge i byen med mange muligheder og lærerige oplevelser. Siden har jeg både lavet teater, gået på forfatterværkstedet i Århus, arbejdet på et ældrecenter med demente, jobbet som bartender, været medhjælper i en fritidsklub , arbejdet i Århus kunstbygning. Samt haft en vintagebutik her i Kbh. Her skabte jeg et andet rum for min kreativitet. Min partner var skrædder & vi lavede omforandringer på nyt & brugt tøj. Samt temaaftener med skabelse som udgangspunkt. I & udenfor butikken som hed Melange de Luxe, fungerede jeg som stylist i mange forskellige sammenhænge.
Sidst har jeg skabt tøj i samarbejde med min kæreste Steen Jespersen.
Desuden har jeg været besøgsven for kræftsyge i Kræftens Bekæmpelse.
..Tilbage til for ca 10 år siden...
..... Jeg havde, indtil jeg stoppede på mit arbejde i kunstbygningen, en uforklarlig længsel efter noget, jeg ikke helt kunne finde ud af, hvad var. Jeg havde gode kollegaer og jobbet var til tider meget spændende og hårdt, men jeg følte konstant jeg gled ud af min funktion og ikke helt hørte til disse steder.
Udover denne længsel var det blevet et hårdt job at slæbe malerier og sørge for udstillinger med kunsten, idet jeg for nogle år siden slog mig meget hårdt i en ulykke og fik vredet min nakke og ryg af led. Så jeg måtte oftest på arbejde med smerter og min energi lukkedes og jeg måtte køre på reserverne. Så jeg måtte til sidst stoppe og siden da åbnede min energi sig mere og mere efterhånden som jeg ikke længere slæbte tunge ting og efterhånden som jeg fik mere og mere arbejde omkring det spirituelle.
Jeg var på det tidspunkt i gang med cirkel og mediterede også selv. Jeg er ikke selv i tvivl om, at jeg blev guidet ind på en ny - den rigtige vej. Jeg skulle bruges til at lede forskellige hold i spirituel regi.
Når jeg arbejder med det, er det som om, min energi vokser og jeg er hjemme. Det stemmer også fuldstændig overens med flere beskeder, jeg har fået af forskellige medier (uafhængigt af hinanden, ukendte af hinanden) - at jeg bliver brugt som åndelig vejleder.
Det fik jeg tidligt besked om, da jeg startede bevidst med min udvikling af flere medier, jeg ville komme til at hjælpe mange mennesker, en dag arbejde som en slags terapeut.
I de sidste 4½ år (lidt mere) har jeg ledet en fast udviklingscirkel i Lysets Hus i Århus. Siden har jeg startet endnu en cirkel og et meditationshold i Lysets Hus. Derudover et lille hold meditationshold på Sølund i Skanderborg. Jeg har holdt foredrag i Lysets Hus og tager ud til forskellige mennesker og snakker med dem om livet og livet efter døden, samt andre eksistentielle sider af livet.
Jeg har været med ude i huse hos familier, der har uro eller føler sig generet af åndelig energi i deres hjem. Det er vigtigt for mig at nævne, at jeg er i gang med min udvikling og ikke er et trænet medium. Jeg laver sittings, cirkelarbejde mm. og udvikler mig stadig på områder. Et medium bliver aldrig uddannet. Udviklingen og erfaringen sker trin for trin.
Vi læser på forskellige mennesker i min cirkel, hvor cirkel deltagerne åbner op og skaber kontakt. Der er folk, som bliver inviteret ind i cirklen en aften for at blive læst. De er klar over, at vi er en gruppe af mennesker, som udvikler hver vores evner og de ved at vi stadig udvikler os. Det er selvfølgelig et defineringsspørgsmål - hvornår er man udviklet? Det sker hele tiden, i stille roligt og kærligt tempo, der er ingen finale og ingen popstar, som vinder og pludselig kalder sig udlært..
Vi har ingen diplomer og ingen deadline, vi mødes hver anden uge, det ene hold om torsdagen og det andet hold om mandagen. Samme antal mennesker, til samme tid og på samme sted. Kl. 19.00 starter vi meditation, kl. 19.30 åbner vi op og arbejder med den åndelige verden. De møder også op hver gang og så håber vi altid på, at vi kan bringe vore to verdener tættere på hinanden og arbejde i glæde, harmoni og seriøs humor.
Torsdagscirklen som er en fast gruppe af mennesker har eksisteret i mere end 4 år og vi har oplevet mange vidunderlige ting sammen i gruppen og med ånderne. Det sker, vi får noget af energien med på fotos (der er vist nogle eksempler under punktet fotos).
Tilbage til det omkring træning - jeg har et stort ansvar overfor de mennesker, som gerne vil lære mere om åndernes verden og et ansvar overfor ånderne - at repræsentere dem med respekt. Og det gør jeg ved kun at sige noget, når jeg ved det er dem, der er igennem og ved at tage udviklingen stille og roligt - så jeg og resten af cirklerne kan blive bedre, endnu mere rutinerede og så konkrete i vores beskeder som det er muligt.
Jeg ser det som en af mine opgaver at lære fra mig, at vi øver os på hinanden og på "kaniner" og gæster. Derefter er der nogle, der laver sittings, andre laver platform demonstrationer / klarsyn og andre igen bliver undervisere / åndelige vejledere. Der er jo brug for hver kategori, idet de som arbejder meget på platformen ikke har så megen tid eller måske ikke evner at undervise og omvendt.
Ingen kan lære det hele på en uge, eller 2 år - det tager tid og der er mange skridt op til toppen af Eiffeltårnet.